Gå til hovedindhold

Indsatser mod radikalisering

Vi tilbyder en række oplæg og workshops til fagpersoner, foreninger og børn og unge.

Indhold

    Exit-programmet i Aarhus-modellen er rettet mod personer i Aarhus Kommune, som er radikaliserede i en sådan grad, at de opfordrer, støtter eller udøver voldeligt ekstremistiske handlinger begrundet i et ideologisk eller religiøst standpunkt. Disse personer er ofte del af et ekstremistisk miljø. Exit-programmets formål er at hjælpe personerne til at forlade dette miljø og som mindstemål ikke udvirke aktivisme ved vold eller andre ulovligheder. Exit-programmet søger ved en indsats, koordineret mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi, at skabe forudsætninger for at den enkelte inkluderer sig og inkluderes i samfundet som medborger. 

    Deltagelse i Exit-programmet sker ved visitation via Infohuset i Aarhus. 

    I Aarhus Kommune har vi siden 2010 tilbudt forebyggende mentorstøtte til borgere i risiko for radikalisering og/eller borgere, som er radikaliserede og færdes i ekstremistiske miljøer. 

    Mentorstøtten kan tilbydes forebyggende til borgere, der er i risiko for radikalisering, og/eller borgere, som er radikaliserede og færdes i ekstremistiske miljøer samt borgere som er dømt for overtrædelse af straffeloven i relation til voldelig ekstremisme og terror.  

    Mentorstøtten gives som en individuel tilrettelagt indsats med udgangspunkt i den enkelte borgers situation. Formålet med mentorindsatsen er at støtte, motivere og hjælpe borgeren med at skabe en positiv forandring i sit liv – få et godt greb om tilværelsen og forebygge yderligere risikoadfærd samt evt. recidiv. Mentorstøtten kan ydes individuelt eller som del af et exitforløb for at hjælpe borgeren ud af et ekstremistisk miljø. Visitation af mentorforløb sker via infohuset.  

    Mentorstøtten skal ses som et supplement til de allerede eksisterende social- og beskæftigelsesrettede indsatser i kommunen, der ligeledes kan anvendes til forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme.  

    Har du overordnede spørgsmål til mentorindsatsen kan du kontakte infohusets mentorkoordinator på mail: forebyggelse.radikalisering@aarhus.dk  
    Mailen sendes ikke via sikker forbindelse, så du må ikke skrive personfølsomme oplysninger i mailen.

    Infohuset i Aarhus tilbyder fagfolk og samarbejdspartnere oplæg (foredrag) om forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme, herunder om indsatsen i Aarhus.  
     
    Vi har igennem mange år afholdt oplæg for en bred vifte af forskellige faggrupper og samarbejdspartnere, det være sig f.eks. skoler, uddannelsesinstitutioner, frivillig-organisationer, forskellige myndigheder med flere.

    Oplægget handler bl.a. om: 

    • Hvad er radikalisering?   
    • Hvilke faresignaler og risikofaktorer skal du være opmærksom på i forhold til radikalisering  
    • Hvad kan du som medarbejder gøre, hvis du er bekymret for en borger? 
    • Hvorledes forebygges radikalisering? 

    Opmærksomhedsoplægget tilbydes i flere varianter: 

    • Oplægget kan variere fra 20 til 90 minutter 
    • Oplægget kan suppleres med f.eks. dialog og workshopaktiviteter og tilrettelægges efter individuelle behov f.eks. afholdes som del af et personalemøde eller tilrettelægges som en del af undervisningen på en videregående uddannelse.

    Hvis I er interesserede I at modtage et oplæg, kan I skrive til os, og vi vil kontakte jer for at aftale nærmere.    

    Bestilling af oplæg

    Send en mail til forebyggelse.radikalisering@aarhus.dk 

    Infohuset i Aarhus er et tværfagligt kriminalpræventivt samarbejdsforum under retsplejelovens §115. I infohuset sidder der repræsentanter fra Østjyllands politi og Aarhus kommune. Repræsentanterne mødes regelmæssigt for at gennemgå bekymringshenvendelser, foretage risikovurderinger og koordinere indsats.  

    Workshoppen er et gratis tilbud til alle 9. og 10. klasser og ungdomsuddannelser i Aarhus Kommune. Den fremstår i en helt ny opdateret version, hvor der blandt andet er lagt vægt på vigtigheden af selvstændig kritisk refleksion og handling i forhold til såvel narrativer og netværk. De vidensmæssige nedslag omhandler diskrimination, polarisering, radikalisering og voldelig ekstremisme.

    Børn og unge oplever hver eneste dag indtryk, holdninger og meninger, som de er nødt til at forholde sig til. Det går ofte stærkt, og hvad kan/bør/skal man egentlig holde sig til, når der skal tages beslutninger og handles i det daglige?

    Den gennemgående metode i workshoppen er en kombination af formidling, dialog og øvelser.
    Elevernes holdninger, roller og stillingtagen bringes løbende i spil i relation til bl.a. ytringsfrihed, fordomme og fællesskaber. Kritisk tænkning danner ramme om denne workshop, som varer tre timer og afholdes af uddannede instruktører.

    Workshoppens indhold og sværhedsgrad tilpasses altid til den pågældende elevgruppe.  
    Selve workshoppen indeholder en kombination af formidling, dialog og øvelser. Eleverne inddrages gennem hele workshoppen og bliver stillet overfor en række dilemmaer som de individuelt og i gruppen skal forholde sig til. På den måde kommer eleverne helt tæt på workshoppens kerne, nemlig vigtigheden af kritisk tænkning og handling i det daglige liv.

    Tilmelding for grundskoler

    Workshop om radikalisering og diskrimination | ULF i Aarhus

    Tilmelding for ungdomsuddannelser

    Workshop om radikalisering og diskrimination | ULF i Aarhus

    Indsatsen ønsker at styrke de unges viden og refleksion over egen adfærd på nettet. Workshoppen har derfor til formål at give de unge mennesker værktøjer til selv at kunne gennemskue sociale medier online og på den måde træffe kvalificeret beslutninger der bygger på egne værdier og accepterede demokratiske værdier og lovgivning. 

    Temaerne i workshoppen:

    • Online adfærd: Digitale påvirkninger, ytringsfrihed, demokratiets grænser, rettigheder og radikalisering.
    • Polarisering: Herunder kategorisering, dem og os udfordringer og lære at gennemskue polarisering.
    • Visuelle virkemidler: Hvad skal man lægge mærke til, når man kommunikerer via billeder og symboler.

    Workshoppen udspringer af Aarhus Kommunes indsats mod radikalisering med fokus på forebyggelse af online radikalisering. Den varer 4 lektioner og varetages af to instruktører. Du kan fx booke den til at vare de første fire lektioner. En af klassens faste lærere skal være tilstede under workshoppen og har en vigtig pædagogisk rolle. Workshoppen kan altså ikke afvikles med en vikar. 

    Formålet med workshoppen er at lære børnene tidligt at gennemskue sociale netværk online, så de udvikler en personlig, social og demokratisk robusthed og dermed kan forholde sig kritisk og træffe kvalificerede valg, der bygger på egne og samfundsmæssige accepterede demokratiske værdier online. 

    Tilmelding

    Kritisk Tænkning på Nettet i 8. klasse | ULF i Aarhus
    Sidst opdateret: 21. maj 2025